Knud Holst (1936-1995), forfatter, lyriker, tegner og maler

Biografi
Holst Andersen
, Knud, forfatter, født 15.04.1936, død 18.08.1995.
Han blev født i Skæve sogn i Vendsyssel. Han voksede op i Østvendsyssel, og typer og lokaliteter fra denne egn har betydet meget for hans forfatterskab, – så meget desto mere som han i det hele taget i væsentligt omfang bygger på oplevelser og stemninger fra virkeligheden. "Det indre miljø betjener sig af forestillingskredse, man har fra det ydre" har han sagt om sit eget forfatterskab. Det er mennesker og naturen der er basis for hans digtning hvorimod holdninger og aktuelle begivenheder spiller en mindre rolle. I centrum for de selvoplevelser han har fortolket i sin digtning står en række intense erindringer fra besættelsestiden der faldt sammen med hans barndom.

Forfatterskab
1955 blev han student fra Hjørring gymnasium og fra 1956 til 1961 var han fastansat sproglærer ved Løkken realskole. Siden 1961 har Knud Holst levet af sit forfatterskab og andre litterære aktiviteter, såsom oversættelser, redigering og skolebogsarbejde. 1964–69 var han anmelder ved dagbladet Aktuelt, 1971–1974 ved Berlingske Tidende. Sammen med Uffe Harder  Uffe redigerede han 1964–66 det litterære tidsskrift Hvedekorn, derefter alene til 1967. – 1962 debuterede han med digtsamlingen Dementi der straks placerede ham i generationen af modernister som brød igennem i disse år. Fælles med denne gruppe har han en stor interesse for selve sproget. I debutsamlingen og i senere lyriksamlinger som Trans, 1964 og Samexistens, 1966 afprøver han sprogets muligheder over for den virkelighed han vil beskrive. Med selvkonstruerede ord og sammenstillinger nærmer han sig undertiden det barokagtige i sproget. Som middel til at komme i kontakt med virkeligheden og i sidste instans forsøge at nedbryde skellet mellem jeg'et og omverdenen opfatter han sproget som en murbrækker. Denne grænseudviskning tager undertiden mytiske dimensioner i form af dyk ned i underbevidstheden og de tidlige barndomsoplevelser.
I hans forfatterskab modstilles ofte barnets sensibilitet med den sjælelige indtørring hos det voksne menneske – barnet ser tingene uden vaneforestillinger og oplever i symboler og mytiske forestillinger. I senere digtsamlinger som Udstedsdigte, 1976 og Afstande, sammenstød, 1979 har han bevæget sig hen mod en mere realistisk lyrisk stil. Parallelt med det lyriske forfatterskab har H. skrevet en række novellesamlinger. Også her spiller barnets psyke og synsvinkel en dominerende rolle. Overfor denne verden står en truende tilværelse som barnet konfronteres med: det dæmoniske, dyriske, ondskaben i de voksnes verden, jf. titelnovellen fra Dyret, Knud Holsts første novellesamling fra 1963. Flere af novellerne herfra og fra Asfaltballet, 1965 har retning mod absurdismen, mens han i sine senere noveller mere konkret genoplever og genfortæller tidlige erindringer, ofte med et stænk af humor: Har De været ved stranden?, 1967, Lærken, 1975 og Min bedstefars nat og andre almanakhistorier, 1978. Den genre der lanceres i sidstnævnte samling, "almanakhistorier", har mange lighedspunkter med den Johs. V. Jensen'ske myte. – Fascinationen af barnets verden har naturligt nok givet sig udslag i nogle børnebøger, og også andre medier har H. afprøvet: drama, TV-spil (blandt andet Sæson for Liza, 1968) og filmmanuskriptet til Stormvarsel, 1970.

Forfatterne: klik her >>>



 
KRAFTnewmedia.com