Hans Lyngby Jepsen (1920-2001), forfatter

 

Hans Lyngby Jepsen blev født i Ålborg (Budolfi), begravet på Furreby kirkegårds fællesgrav i Løkken.
Forældre: Fattiggårdsinspektør, senere inspektør Jens Marinus Jepsen (1888-1976) og Cicca Thomine Udesen (1894-1965). Gift 02.04.1942 i Skamstrup k. med barneplejerske Inger Jenny Marie Nielsen, født 28.09.1920 i Mørkøv, datter af malermester, sognerådsformand, sognefoged Johannes Peter Laurids Nielsen (1886-1965) og Jenny Dagmar Marie Jensen (1890-1958).

Hans Lyngby Jepsen, Hans Pauli Lyngby Jepsen, 01.04.1920-31.07.2001, forfatter. Han voksede op ved Ålborg fattighus hvor hans far var inspektør, og det indblik det gav ham i samfundets skyggesider havde utvivlsomt betydning for starten på hans forfatterskab der begyndte i den socialrealistiske genre.
Efter at være blevet student 1939 og en kort tid at have studeret polyteknik debuterede han 1943 i Politikens Magasinet med novellen Kvindesind der blev titelnovelle i hans første bog, novellesamlingen Kvindesind, 1945.
Hans Lyngby Jepsen forsøgte sig i disse år i forskellige jobs som jord- og betonarbejder, kunsthandler og korrekturlæser. 1947-53 arbejdede han som beregner på Stadsingeniørens direktorat på Københavns rådhus.
Med sin anden bog Den blinde Vej, 1946 lagde han grunden for hele sin romankunst. Den foregår blandt samfundets udskudte og i de nederste lag og handler om menneskets isolation, et stående tema i forfatterskabet.
Det egentlige gennembrud skete med Stenen i strømmen, roman 1948, om udviklingen af et individ fra det afstumpede mod det mere menneskelige. Også den tredje bog fra 1940erne, Rød jord, 1949, drejer sig om ensomhedsfølelse, angst og tvivl. I Håbet og andre noveller, 1953, beskæftigede Hans Lyngby Jepsen sig igen med samfundets tabere og med brutaliteten i menneskenes omgangsformer.
Tonen i forfatterskabet blev fra midten af 1950erne lysere som for eksempel i de fine ironisk-melankolske noveller I kærlighed og andre noveller, 1959 og Isolnedgangen, 1960. 1953 var Hans Lyngby Jepsen blevet medlem af Dansk forfatterforenings bestyrelse og i en lang periode (1957-63) var han foreningens formand, aktiv og i kontakt med de brede medlemsskarer. 1990-91 var han formand for Den skønlitterære gruppe under Dansk forfatterforening.
Som et hovedværk i forfatterskabet står den store romantrilogi Paradishuset, 1963, Træerne, 1965, og Jorden, 1966 hvor Hans Lyngby Jepsen forlod den modernistiske romankunst til fordel for en mere folkelig, fortællende realistisk form. Trilogien handler om fem søskende, deres problemer og vidt forskellige skæbner. Måske er familiens sorte får, drukkenbolten Villy alligevel den der klarer sig menneskeligt bedst. Stærkest står dog portrættet af de fem søskendes mor, Elizabeth.
1967 bosatte Hans Lyngby Jepsen sig i Italien hvor han i størstedelen af tiden opholdt sig siden, frem til 1988 på Sicilien. Samme år genoptog han det fiktive forfatterskab med de vellykkede erindringshistorier Vågn op og jubler med klare selvbiografiske træk. I forlængelse heraf kom Et bedre forår, 1974, om Hans Lyngby-Jepsens egen slægts historie. Hovedpersonen er moderen Cicca hvis skift fra et proletarisk til et småborgerligt miljø skaber problemer for hende selv og familien. 1971 udkom den historiske roman Krudt under parlamentet, en dokumentarisk beretning om Guy Fawks og katolikkernes sammensværgelse i England 1605. Hans Lyngby Jepsen foretog atter en sceneskift med sin næste roman Din omgang, 1972 der er en barsk socialrealistisk skildring af et kunstnermiljø i det københavnske minefelt i 1950erne hvor kunstnere øder deres talenter væk i druk og bohemeliv. En usminket beretning om Aalborg som den var da Hans Lyngby Jepsen voksede op i 1930erne beskrev han med romanen Da kærligheden kom til byen, 1972. Nordjylland er desuden beskrevet i blandt andet Her i byen : nordjyske billeder, 1983 og i egnsbeskrivelsen Nordjylland, 1986.
Også i andre genrer forsøgte Hans Lyngby Jepsen sig med held. Nævnes skal romanbiografierne om Kleopatra, Nilens dronning, 1954 og Marquis de Sade, 1963, rejsebøger som Sicilianske billeder, 1970 og det lille kulturhistoriske værk om Brændevin, bjesk og bitter. 1973. Et par gange greb han ind i diskussionen om sportens problemer med debatbøgerne Idrættens forræderi, 1973 og Den hellige og almindelige konkurrence, 1976. Et omfattende og nuanceret men måske lidt vel romanagtigt portræt af 1930ernes berømte statsminister gav han i Stauning, 1979. Endelig forsøgte Hans Lyngby Jepsen med held sig i børnebogsgenren.
Af senere bøger kan nævnes den historiske roman Mens fuglene flyver, 1992 om kejser Frederik 2. samt Else med en engels ansigt, 1990 og Den hvide enke, 1993, en spændingsroman om mafiaen. Desuden udgav han stadig erindringsbind, senest Mest imod: sidste erindringer og essays, 2001. Han var en af de mest alsidige forfattere vi har haft i nyere tid, til stadighed, men uden at fornægte et fast ståsted, i stand til at indsuge og kommentere nye bevægelser i samfundet og kulturlivet.
Hans Lyngby Jepsen tildeltes Adam Oehlenschläger-legatet 1966, Søren Gyldendal-prisen 1967 og LOs kulturpris 1987.

Bibliografi
H. L. J. i Glimt af barndommen, 1955 (ny udgave 1967) 47-58. Samme i Barn af Aalborg, 1959 133-44. Samme i Gader og mennesker i min barndoms by, 1961 61-70. -Palle Lauring i Danske digtere i 20. århundrede, 2. udgave. III, 1966 399-409. Torben Brostram i Analyser af da. kortprosa, reddaktør Jørgen Dines Johansen II, 1972 120-26.

Ikonografi
Tegninger af Hans Bendix, 1967 (Kgl. bibliotek), Hans Lollesgaard (sst.) og Ivan Opffer (Frederiksborg). Foto.

 
Hans Lyngby Jepsen er begravet på Furreby Kirkegård
 
 
 
 
Forfatterne: klik her >>>


 
KRAFTnewmedia.dk