Viggo Johansen (1851-1935), maler

 
Han blev uddannet på Kunstakademiet 1868-75 hos Jørgen Roed. Han tilhørte kredsen af Skagensmalerne, og i 1880 giftede han sig med Anna Anchers kusine Martha Møller. Hun stod ofte model, fx til Køkkeninteriør (1884, Skagens Museum og Hirschsprung) samt Sovekammer (1885, Hirschsprung) og Børnene vaskes (1888, Ordrupgaard), hvortil der er brugt fotografiske forlæg.
Fra 1885 udstillede Viggo Johansen på Salonen i Paris, og han lod sig inspirere af Claude Monet til forfinede koloristiske udtryk som Christian Bindslev er syg (1890, Skagens Museum), der også røber slægtskab med Christian Krogh. Viggo Johansen påvirkedes af 1890'ernes stemningskunst til en mere neddæmpet farveholdning i intime interiørmalerier som det folkekære Glade jul (1891, Hirschsprung) og Aftenselskab i mit hjem (1899, Statens Museum for Kunst). Han malede også landskabsbilleder fra bl.a. Skagen og Dragør samt stilleben og portrætter.
Viggo Johansen modtog 1886 Thorvaldsens Medalje. Han var 1888-1906 — efter kvindernes eget ønske — lærer på Kunstakademiets skole for kvinder, derefter professor ved Akademiet til 1920 og en periode dets direktør.
 
Viggo Johansen er begravet på Vestre Kirkegård i København: klik her >>>
 
 
 
 

 

 

Lønstrup-malerne: klik her >>>

KRAFTnewmedia.dk